I Don´t stop when I´m tired, I stop when I´m DONE

Det kan jeg nu med rette sige ;o)

Første 100 km løb gennemført, og ja hvor skal jeg starte?

Kommer ind til fantastisk vejr og super stemning, og 100 procent klar...

Og hvor er det vildt, jeg blev sgu nummer 2, så nu synes jeg at jeg med rette kan kalde mig for ultraløber ;o)

At løbe 100 km er egentlig fuldstændigt ubeskriveligt, man lærer og mærker så meget omkring sig selv, og kriserne der kommer undervejs skal jo bare overstås, for så finder man ud af at man kan 100 % mere end man regner med og 200% mere end ens Mor tror man kan hehe.

Jeg lagde ud med et tempo der var en smule for hurtigt men det passede mig fint for det virkede mærkeligt at løbe langsommere, jeg var jo så klar over at tempo ville gå ned sådan ca. efter de 50 km, men jeg ville tage det som det kom ;)

De første 50 km er der ikke meget at skrive om, for løbet starter først rigtig efter de 50 km hvor fårene bliver skilt fra bukkene. Så jeg tror jeg starter ved de 50 km da jeg løb ud fra depot 1 og er kommet et lille stykke ned af vejen finder jeg ud af at jeg burde have benyttet toilettet, men vælger desværre at løbe videre, det resultere i en rigtig sur omgang (hver omgang er 10 km), jeg måtte flere gange stoppe og gå 10-20 meter og klemme ballerne sammen for ikke at få nogen "uheld" hehe, så jeg kæmper mig igennem de km der ligger mellem 50 og 60 km for så at hoppe på tønden da jeg når rundt, jeg vælger at bruge god tid for at blive helt færdig det koster mig lidt tid, men senere vil jeg mærker at det er givet godt ud ;) jeg løber ud igen og de næste par omgange ligger jeg skiftevis nr. 5 og 6 hvilket jeg er lykkelig og tilfreds med, men løbet udvikler sig pludselig og dette er jo præcis hvad der gør disse lange distancer spændende, 2 af løbets VIRKELIGE hurtige løbere udgår, pga af fejlvurdering af deres kræfter vil jeg tro, det gør så at jeg pludselig hopper op på en 3 plads for jeg har imellem tiden stresset ham der lå foran mig så han er "gået ned" så nu hvor der er 30 km tilbage for mig at løbe, ligger jeg lunt på 3 pladsen, denne placering kæmper jeg for at holde, det vil sig jeg giver alt jeg har i mig for at holde det højeste tempo jeg kan hele tiden, det gør jo så også at der kommer  kriser undervejs, kriser er at ens muskler bliver hårde som sten og ligger faktisk og går i kramper, men som rigtig ultraløber lader man sig jo ikke mærke af en smule kramper og trætte ben, så man bruger hovedet og siger til sig selv at man bare skal fortsætte, for selv om kroppen skriger at man skal stoppe glæder det bare om at fortsætte, for kramper...jamen de forsvinder jo igen hehe, det er sindsygt hårdt og man ligger hele tiden lige på grænsen ;o)
Min 3 plads er jo så lige pludselig ikke nok, og selv om jeg føler mig HELT færdig da jeg løber ud på sidste omgang, har jeg alligevel masser af kræfter til at sætte mere tempo på de sidste 5 km, det gør at jeg får overhalet ham der ligger nummer 2 og da jeg overhaler ham, går han helt ned og bliver overhalet af endnu en, nemlig min gode ven Patrick, så der kom lige to Næstved folk på skamlen, på 2 og 3 pladsen....sejt ;)

En kæmpe tak skal der lyde til min dejlige kone der kom ind da jeg manglede 30 km af løbet, det er bare lækkert når ens elskede støtter en, selv om man er lidt skør ;)... TAK SKAT...KYS og tak for billederne ;)

Lige nu sidder jeg med trætte ben, stolt og glad over at have gennemført, et veldisponeret ultraløb, en fornemmelse af at være "rigtig" ultraløber, og så en 2 plads med en tid der siger 9 timer 9 min. og 40 sek....sejt

I Don´t stop when I´m tired, I stop when I´m DONE :D