Sidder her og tænker lidt over weekendens løb, hvornår kan jeg egentlig kalde mig ultraløber?
Jo jeg har da nu flere løb over marathondistancen, men jeg har jo endnu ikke rigtig nået de mål jeg gerne ville. Er det målene der skal opfyldes før man falder til ro og kalder sig ultraløber?
Eller er det nu lange trail-distancer jeg skal kaste mig over?
Jeg burde jo nu kunne stoppe med at løbe lange distancer da jeg har prøvet det, men lysten er bestemt ikke væk. Jeg sagde til mig selv at når mit 24 timersløb var overstået, ville jeg ud og løbe i skoven igen, væk fra landevejen, og fra disse "rundeløb" men jeg nåede jo ikke helt mit mål, så derfor har jeg en indre uro, der allerede nu siger til mig, at jeg bestemt ikke er færdig med "rundeløb"
Lige nu piner det mig at jeg har behov for at give ben og krop ro, for det trækker helt vildt i mig at komme ud igen, og lige meget om det er landevej eller skov......
Ingen tvivl om jeg er narkoman ;)
tirsdag den 17. september 2013
mandag den 16. september 2013
Første 24 Timers løb
Ja hvor skal jeg starte? Jo vi stod meget tidligt op Lørdag
morgen, for som altid har jeg det godt med at komme i god tid, så vi startede
bilen og kørte til Grenå k 06.00 derfor var vi allerede i Grenå lidt over 9 og
jeg skulle først løbe klokken 12.00. Men vi brugte tiden til at få sat vores
lille telt op og få det indrettet så min Kone Mona kunne styre vores lille base
derfra. Jeg fik endda lige tid til at ligge og slappe af inden jeg skulle
igang.
Starten gik klokken 12.00 og jeg var tændt og klar, nu
skulle jeg bare afpasse mit tempo og ikke løbe for stærkt fra start, det
virkede perfekt...ihvertfald de første 2 timer, så gik det galt. Aldrig har jeg
været så meget på toilet, jeg anede ikke at man kunne rumme så meget? Efter 5
gange på toliet, var jeg nede i det dybeste sorte hul jeg nogensinde har været
i. DET kunne da ikke passe jeg havde ikke engang løbet 50 km, og jeg var helt
færdig, min krop rystede og jeg frøs (til trods for vejret var perfekt) jeg
havde INTET energi, bare fuldstændig færdig. VI PAKKER og køre hjem, var den
klare melding til Mona, jeg havde overhovedet ikke lyst til at fortsætte, jeg
var jo kommet for at løbe og det kunne jeg ikke?
Heldigvis, var Brian larsen der (tovholder ultralandsholdet
24 timer) ham kender jeg og sammen med min kone fik de givet mig en opsang, nu
slapper du fandme af, du får lidt mad til maven, og så går du nogle runder....
Jamen jeg var jo kommet for at løbe? Jeg fik en varm trøje på og gik nogle
runder og jeg kunne mærke varmen i kroppen vende tilbage, jo måske kunne jeg
komme igang igen alligevel?
Jeg kom langsomt igang igen, og det så igen ud til at ville
køre fint jeg fik hurtigt høvlet 20-25 km mere på kontoen, men for pokker hvad
nu, så drillede maven, igen på toilet, men denne gang kun et par gange så fik
jeg rettet lidt op på den, jeg bestemte mig for at holde mig langt væk fra at
spise gels, istedet sad mona klar med små potioner af suppe, og da natten
begyndte havde jeg det fint og kørte et ok tempo, selv om jeg var en del bagud for
min plan havde jeg nu bestemt mig for at det ihvertfald skulle gennemføres.
Natten satte ind og det samme gjorde regnen, der kom en DEL
regn og det regnede hele natten, jeg var begyndt at kigge lidt på
resultattavlen når jeg løb gennem målområdet, hmm 15-16 plads, ikke lige det
jeg have forventet, men der var jo ikke andet for end bare holde på. Der gik
ikke længe før jeg var gennemblødt og kold, men tempoet passede mig fint og jeg
har det fantastisk med at løbe i mørke og regnvejr, jo mere det regnede jo
bedre synes jeg det kørte, det var der så åbenbart rigtig mange af de andre der
ikke synes, mange krøb i hi i deres telte, det havde jeg ingen planer om det
kørte jo og forøvrigt lå min kone jo og sov godt i teltet. Pludselig var min 16
plads blevet byttet ud med en 4 plads, hov hvad var nu det, nu fik jeg ekstra
kræfter og jeg blev klar over at nu kunne jeg sætte lidt afstand til de andre,
jeg maste igennem hele natten, og jeg havde selvfølgelig nogle omgang hvor jeg
gik, og der kom trætheden for alvor, øjnene ville meget gerne lukke, men nej
jeg skulle bare fortsætte.
Dem der havde ligget i hi kom på banen igen, og jeg var
inde, og få tørt tøj på som desværre hurtig blev gennemblødt igen, jeg kunne
mærke at slidmærkene begyndte at komme på kroppen, men det er jo bare slidmærker. Morgen kom og
lyset desværre for nogen stadig lidt regn, jeg kæmpede videre for at holde min
plads den sagde nr 10 overall og nr 4 i min aldersklasse. Stille og roligt fint
jeg ædt en plads mere ind. Alle var trætte på dette tidspunkt, og gassen var
feset ud af ballonen på mange, der kom selvføglelig flere og flere gårunder, og
jeg kunne mærke et par rigtig gode vabler, pga af de våde fødder, men kunne jo
bare fortsætte, der var jo ikke mere end 6 timer tilbage.
De næste timer gik slag i slag, og der var nu ”kun” 3
timer igen, på det tidspunkt synes jeg
at 3 timer var fuldstændig uoverskueligt. Min højre ankel begndte at drille
lidt, men jeg var nu rykket op på en 2 plads i min aldersgruppe og den skulle
jo gerne holdes, heldigvis for mig tror jeg at ham lige bag mig var mere træt
end mig, for med 1 ½ time tilbage turde jeg ikke løbe mere pga af min ankel,
jeg ville bare ikke vrikke om hertil sidst, jeg skulle have det hele med, så
det sidste stykke gik jeg i det højste tempo jeg kunne.
Endelig med 26 min tilbage fik jeg en stafet i hånden som
skulle lægges der hvor jeg nåede til når slutsignalet lød, passede mig fint for
så kunne jeg afpasse det med at slutte i depotet, og i nærheden af mit telt.
Hornet tudede og det hele var overstået, jeg kunne nu lave en opgørelse:
178 km 169 meter ikke som jeg forventede men ok, da det jo
er første gang og jeg havde en svær start.
Det rakte til en samlet 8 plads i herrerækken og en 2 plads
i min aldersgruppe.
Jeg sidder nu med rigtig mange slidmærker, vabler under
fødderne, og en betænd ankel og tænker over hvorfor pokker jeg udsætte mig selv
for dette, det værste er jeg kan ikke sige ”DET GØR JEG ALDRIG IGEN” ultraløb
er helt klart en rejse i at lære sig selv at kende, at man kan komme op af det dybste
sorte hul, og så alligevel fortsætte, er her bagefter en fantastisk tanke.
Jeg var så aldrig kommet op helt op af det hul uden Mona,
tusind tak for din fantastisk støtte
Abonner på:
Opslag (Atom)