Første 24 Timers løb

Ja hvor skal jeg starte? Jo vi stod meget tidligt op Lørdag morgen, for som altid har jeg det godt med at komme i god tid, så vi startede bilen og kørte til Grenå k 06.00 derfor var vi allerede i Grenå lidt over 9 og jeg skulle først løbe klokken 12.00. Men vi brugte tiden til at få sat vores lille telt op og få det indrettet så min Kone Mona kunne styre vores lille base derfra. Jeg fik endda lige tid til at ligge og slappe af inden jeg skulle igang.

Starten gik klokken 12.00 og jeg var tændt og klar, nu skulle jeg bare afpasse mit tempo og ikke løbe for stærkt fra start, det virkede perfekt...ihvertfald de første 2 timer, så gik det galt. Aldrig har jeg været så meget på toilet, jeg anede ikke at man kunne rumme så meget? Efter 5 gange på toliet, var jeg nede i det dybeste sorte hul jeg nogensinde har været i. DET kunne da ikke passe jeg havde ikke engang løbet 50 km, og jeg var helt færdig, min krop rystede og jeg frøs (til trods for vejret var perfekt) jeg havde INTET energi, bare fuldstændig færdig. VI PAKKER og køre hjem, var den klare melding til Mona, jeg havde overhovedet ikke lyst til at fortsætte, jeg var jo kommet for at løbe og det kunne jeg ikke?

Heldigvis, var Brian larsen der (tovholder ultralandsholdet 24 timer) ham kender jeg og sammen med min kone fik de givet mig en opsang, nu slapper du fandme af, du får lidt mad til maven, og så går du nogle runder.... Jamen jeg var jo kommet for at løbe? Jeg fik en varm trøje på og gik nogle runder og jeg kunne mærke varmen i kroppen vende tilbage, jo måske kunne jeg komme igang igen alligevel?

Jeg kom langsomt igang igen, og det så igen ud til at ville køre fint jeg fik hurtigt høvlet 20-25 km mere på kontoen, men for pokker hvad nu, så drillede maven, igen på toilet, men denne gang kun et par gange så fik jeg rettet lidt op på den, jeg bestemte mig for at holde mig langt væk fra at spise gels, istedet sad mona klar med små potioner af suppe, og da natten begyndte havde jeg det fint og kørte et ok tempo, selv om jeg var en del bagud for min plan havde jeg nu bestemt mig for at det ihvertfald skulle gennemføres.

Natten satte ind og det samme gjorde regnen, der kom en DEL regn og det regnede hele natten, jeg var begyndt at kigge lidt på resultattavlen når jeg løb gennem målområdet, hmm 15-16 plads, ikke lige det jeg have forventet, men der var jo ikke andet for end bare holde på. Der gik ikke længe før jeg var gennemblødt og kold, men tempoet passede mig fint og jeg har det fantastisk med at løbe i mørke og regnvejr, jo mere det regnede jo bedre synes jeg det kørte, det var der så åbenbart rigtig mange af de andre der ikke synes, mange krøb i hi i deres telte, det havde jeg ingen planer om det kørte jo og forøvrigt lå min kone jo og sov godt i teltet. Pludselig var min 16 plads blevet byttet ud med en 4 plads, hov hvad var nu det, nu fik jeg ekstra kræfter og jeg blev klar over at nu kunne jeg sætte lidt afstand til de andre, jeg maste igennem hele natten, og jeg havde selvfølgelig nogle omgang hvor jeg gik, og der kom trætheden for alvor, øjnene ville meget gerne lukke, men nej jeg skulle bare fortsætte.

Dem der havde ligget i hi kom på banen igen, og jeg var inde, og få tørt tøj på som desværre hurtig blev gennemblødt igen, jeg kunne mærke at slidmærkene begyndte at komme på kroppen,  men det er jo bare slidmærker. Morgen kom og lyset desværre for nogen stadig lidt regn, jeg kæmpede videre for at holde min plads den sagde nr 10 overall og nr 4 i min aldersklasse. Stille og roligt fint jeg ædt en plads mere ind. Alle var trætte på dette tidspunkt, og gassen var feset ud af ballonen på mange, der kom selvføglelig flere og flere gårunder, og jeg kunne mærke et par rigtig gode vabler, pga af de våde fødder, men kunne jo bare fortsætte, der var jo ikke mere end 6 timer tilbage.

De næste timer gik slag i slag, og der var nu ”kun” 3 timer  igen, på det tidspunkt synes jeg at 3 timer var fuldstændig uoverskueligt. Min højre ankel begndte at drille lidt, men jeg var nu rykket op på en 2 plads i min aldersgruppe og den skulle jo gerne holdes, heldigvis for mig tror jeg at ham lige bag mig var mere træt end mig, for med 1 ½ time tilbage turde jeg ikke løbe mere pga af min ankel, jeg ville bare ikke vrikke om hertil sidst, jeg skulle have det hele med, så det sidste stykke gik jeg i det højste tempo jeg kunne.

Endelig med 26 min tilbage fik jeg en stafet i hånden som skulle lægges der hvor jeg nåede til når slutsignalet lød, passede mig fint for så kunne jeg afpasse det med at slutte i depotet, og i nærheden af mit telt. Hornet tudede og det hele var overstået, jeg kunne nu lave en opgørelse:

178 km 169 meter ikke som jeg forventede men ok, da det jo er første gang og jeg havde en svær start.

 

Det rakte til en samlet 8 plads i herrerækken og en 2 plads i min aldersgruppe.

Jeg sidder nu med rigtig mange slidmærker, vabler under fødderne, og en betænd ankel og tænker over hvorfor pokker jeg udsætte mig selv for dette, det værste er jeg kan ikke sige ”DET GØR JEG ALDRIG IGEN” ultraløb er helt klart en rejse i at lære sig selv at kende, at man kan komme op af det dybste sorte hul, og så alligevel fortsætte, er her bagefter en fantastisk tanke.

Jeg var så aldrig kommet op helt op af det hul uden Mona, tusind tak for din fantastisk støtte